Sony FE 100–400mm F4.5 GM OSS – et exceptionelt fleksibelt objektiv til wildlife

Der findes objektiver, som imponerer på specifikationslisten, og objektiver, som først viser deres sande værdi ude i felten. Efter at have brugt nye Sony FE 100–400mm F4.5 GM OSS under en rejse i Pantanal tilhører dette objektiv absolut den sidste kategori.

Pantanal er et miljø, hvor afstande, motiver og forudsætninger ændrer sig hurtigt. Det ene øjeblik fotograferer man en jaguar på relativt lang afstand langs flodbredden, det næste øjeblik kommer dyret betydeligt tættere på båden. Fugle letter uden varsel, kapybaraer bevæger sig mellem vand og vegetation, og motiverne forsvinder ofte lige så hurtigt, som de dukker op.

I sådanne situationer er fleksibilitet mindst lige så vigtigt som maksimal rækkevidde. Det er også her, Sony 100–400mm F4.5 GM OSS virkelig kommer til sin ret.

Objektivet kombinerer et meget anvendeligt brændviddeområde med konstant f/4,5, hurtig autofokus, høj skarphed og en velbalanceret konstruktion, som fungerer overraskende godt ved håndholdt fotografering.

Det er ikke Sonys længste eller lysstærkeste teleobjektiv. Men for mange former for wildlife-fotografering kan det være et af de mest anvendelige naturfotoobjektiver, Sony hidtil har bygget.

Testet under virkelige forhold i Pantanal

Objektivet blev brugt på et højopløst Sony A7R VI, hovedsageligt håndholdt fra de mindre aluminiumsbåde, som er almindelige i Pantanal.

Det er et betydeligt mere krævende miljø end en statisk test fra stativ. Båden bevæger sig hele tiden, samtidig med at fotografen hurtigt skal kunne ændre udsnit, følge dyr gennem vegetation og reagere, når motiver kommer tættere på eller skifter retning.

Under disse forhold fungerede objektivet meget godt. Autofokusen var hurtig og tillidsvækkende, billedkvaliteten holdt et gennemgående højt niveau, og balancen gjorde objektivet lettere at arbejde med, end vægten på specifikationsbladet antyder.

Frem for alt viste området 100–400mm sig at være næsten ideelt til jaguarer.

Et mere anvendeligt zoomområde, end man skulle tro

Inden for wildlife tales der ofte om behovet for 600, 800 eller endnu længere brændvidder. For små fugle og dyr på store afstande er det fuldt rimeligt. Men ved fotografering af større pattedyr fra bil eller båd er maksimal rækkevidde kun en del af ligningen.

En jaguar kan først befinde sig langt væk langs flodbredden og et par minutter senere komme betydeligt tættere på. En kapybara kan fotograferes som et tæt portræt ved 400mm, mens den samme situation kort efter kræver 150mm for at vise dyret sammen med miljøet.

Ved 100mm kan man skabe miljøbilleder, fotografere større grupper og håndtere motiver, der kommer tæt på. Ved 400mm kan man isolere dyret, skabe tætte portrætter og nå mindre eller mere fjerne motiver.

Det betyder, at man kan gå fra et bredere fortællende billede til et koncentreret portræt på få sekunder, uden at skifte objektiv eller kamerahus.

Den virkelige styrke er derfor ikke, at 100–400mm dækker enhver tænkelig situation. Styrken er, at området dækker en meget stor del af de situationer, der faktisk opstår ved fotografering af større wildlife.

Et længere objektiv giver mere rækkevidde, men øger samtidig risikoen for, at man får for meget brændvidde, når dyret kommer tæt på. I praksis kan et 100–400mm derfor give en højere sandsynlighed for, at man faktisk får billedet.

Konstant f/4,5 gennem hele zoomområdet

Den tidligere Sony 100–400mm GM havde en maksimal blænde, der varierede fra f/4,5 til f/5,6. Den nye version bevarer f/4,5 hele vejen til 400mm.

Forskellen fra f/5,6 er cirka to tredjedeles blændertrin. Det er ingen dramatisk ændring, men inden for wildlife kan selv en mindre lysgevinst være betydningsfuld. Den kan betyde en lidt hurtigere lukkertid, lavere ISO eller bedre forudsætninger for autofokus, når lyset begynder at falde.

F/4,5 bidrager også til en tydeligere adskillelse mellem motiv og baggrund end langsommere telezoomer, især ved 300–400mm og kortere fotograferingsafstande.

Objektivet kan uden problemer bruges ved fuld åbning. Vi så intet praktisk behov for at blænde ned for at få tilstrækkelig skarphed. Allerede ved f/4,5 leverer det den detaljegengivelse, man forventer af et moderne G Master-objektiv.

Det er vigtigt. Et f/4,5-objektiv, der i praksis skal bruges ved f/5,6 eller f/6,3 for at præstere optimalt, ville have mistet en stor del af sin pointe.

Skarphed på højt G Master-niveau

Den optiske ydeevne er meget god gennem hele zoomområdet. Billederne har høj detaljeskarphed, god kontrast og tydelig mikrokontrast, selv ved 400mm og fuld åbning.

Det sidstnævnte er særligt vigtigt. Mange telezoomer præsterer godt i midten af zoomområdet, men taber lidt yderst – samtidig med at wildlife-fotografen ofte bruger dem netop der.

Med Sony 100–400mm F4.5 GM OSS føles 400mm ikke som et kompromis eller en nødløsning. Pels, fjer og fine strukturer gengives med høj præcision, selv på den højopløste sensor i A7R VI.

Faste supertele kan stadig give endnu højere mikrokontrast, blødere baggrunde og mere markeret motivadskillelse. Et 400mm f/2,8 skaber et andet billedsprog. Men det er samtidig betydeligt større, tungere, dyrere og mindre fleksibelt.

Den relevante sammenligning handler derfor ikke kun om maksimal billedkvalitet i en kontrolleret situation. Den handler om, hvor meget kvalitet man får i forhold til vægt, fleksibilitet og sandsynligheden for at have den rigtige brændvidde, når noget sker.

Der er Sony 100–400mm meget stærkt.

God motivadskillelse – men ikke et 400mm f/2,8

Ved 300–400mm og på relativt kort fotograferingsafstand kan objektivet skabe bløde baggrunde og tydelig adskillelse omkring motivet. Bokeh og overgangen mellem skarphed og uskarphed er generelt behagelige.

Ved komplekse baggrunde med grene, løv eller stærke højlys kan baggrunden naturligvis blive mere urolig end med et fast supertele med større blænde. Det er en fysisk konsekvens af f/4,5, ikke en egentlig svaghed i konstruktionen.

Den, der forventer samme tredimensionelle adskillelse som fra et 400mm f/2,8, vil ikke få det. Men i forhold til objektivets zoomområde, størrelse og anvendelighed er resultatet meget godt.

Baggrunden afgøres desuden ikke kun af blænden. Afstanden til motivet, afstanden mellem motiv og baggrund samt valgt brændvidde spiller mindst lige så stor rolle. Med den rette positionering kan 400mm og f/4,5 give et meget rent og tiltalende resultat.

Hurtig og sikker autofokus

Wildlife stiller betydeligt højere krav til autofokus end statiske testmotiver. Objektivet skal kunne følge dyr gennem vegetation, håndtere hurtige afstandsændringer og finde tilbage til motivets øje, efter at det midlertidigt er blevet skjult.

Sony bruger fire XD-lineærmotorer i objektivet. Ifølge virksomheden er autofokusen op til tre gange hurtigere end i forgængeren, samtidig med at ydeevnen skal være forbedret med op til 50 procent. Producenttal bør altid betragtes i forhold til, hvordan de er blevet målt, men oplevelsen i felten er, at fokuseringen virkelig er hurtig og direkte.

Sammen med A7R VI fungerede fokusen meget godt. Objektivet føltes ikke som den begrænsende faktor, når dyr bevægede sig langs flodbredden eller gennem mere komplicerede miljøer.

Fokuseringen er bestemt snarere end tøvende. Når en situation kun varer et par sekunder, er det en vigtig forskel. Fotografen skal kunne koncentrere sig om dyrets adfærd, lyset og kompositionen i stedet for at gruble over, om objektivet finder fokus.

Overraskende godt til håndholdt fotografering

Sony 100–400mm F4.5 GM OSS vejer omkring 1.840 gram. Det er altså ikke et let objektiv i absolut forstand og bestemt ingen kompakt rejsezoom.

Samtidig fortæller vægttallet ikke hele historien.

Objektivet har intern zoom, hvilket betyder, at dets længde og tyngdepunkt ikke ændrer sig, når man går fra 100 til 400mm. Det giver en konsekvent balance og gør stor forskel ved længere håndholdte forløb.

Man slipper for at flytte hånden eller tilpasse grebet, når brændvidden ændres. Fra en båd, hvor både fotografen og underlaget bevæger sig, er den forudsigelige balance særligt værdifuld.

Objektivet er stadig stort og tungt nok til at kunne mærkes efter en lang dag, men det kræver ikke automatisk stativ, monopod eller gimbal. For mange fotografer er håndholdt fotografering fuldt realistisk.

Billedstabiliseringen bidrager også. Den kan ikke fryse et dyr i bevægelse, men stabiliserer søgerbilledet og hjælper fotografen med at holde fokuspunktet på øjet eller komponere et tæt portræt ved 400mm.

Intern zoom er mere end en komfortfunktion

Den interne zoom er ikke kun et spørgsmål om premiumfølelse. Den giver flere konkrete fordele ved wildlife-fotografering.

Objektivet bevarer samme længde og balance gennem hele zoomområdet. Det reducerer også den pumpende effekt, som kan trække støv eller fugt ind i objektiver med udtrækkelig zoommekanisme.

I Pantanal, hvor luftfugtighed, støv og vandstænk er en naturlig del af arbejdsmiljøet, er det en relevant egenskab.

Det faste format gør desuden objektivet nemmere at håndtere i trange både. Det vokser ikke fremad, når man zoomer, og risikoen for at støde mod rælingen, andet udstyr eller en fotograf ved siden af mindskes.

Konstruktionen får objektivet til at føles mere som et professionelt fast tele med zoommulighed end som en traditionel telezoom.

Et komplet system fra 100 til 800mm

Under rejsen blev 100–400mm brugt sammen med Sony 400–800mm på et andet kamerahus. Det gav øjeblikkelig adgang til hele området fra 100 til 800mm uden objektivskift ude i båden.

Det er en meget effektiv kombination.

100–400mm fungerer som generalisten til større dyr, miljøbilleder, tætte møder og hurtigt foranderlige situationer. 400–800mm er specialisten til fugle, mindre motiver og dyr på længere afstand.

Objektiverne overlapper ved 400mm, hvilket i praksis er en fordel. Man behøver ikke skifte kamera ved et præcist brydningspunkt, men kan vælge kamerahus ud fra situationen, lyset og hvor hurtigt motivet bevæger sig.

To færdigmonterede kameraer reducerer også behovet for objektivskift i et støvet, fugtigt og trangt miljø. Det går hurtigere, sensorerne holdes bedre beskyttet, og risikoen for at gå glip af en uventet situation bliver mindre.

Når lyset forsvinder

Ulempen ved et system baseret på 100–400mm f/4,5 og 400–800mm f/6,3–8 er naturligvis lysstyrken.

I godt dagslys er det sjældent et stort problem, især med moderne kameraer, der leverer god billedkvalitet ved højere ISO. Men tidligt om morgenen og sent om aftenen kan lyset falde hurtigt.

Derfor blev systemet suppleret med et 70–200mm f/2,8 til situationer, hvor den større blænde var vigtigere end rækkevidden.

De tre objektiver udfylder tydelige roller:

• 70–200mm f/2,8: svagt lys, motiver tæt på båden og maksimal adskillelse.
• 100–400mm f/4,5: fleksibelt standardobjektiv til størstedelen af fotograferingen.
• 400–800mm: fugle, mindre motiver og længere afstande.

Det giver en næsten ubrudt dækning fra 70 til 800mm. Man ofrer lidt lysstyrke sammenlignet med faste supertele, men får et system, der er betydeligt mere fleksibelt og stadig muligt at rejse med som håndbagage, når udstyret fordeles gennemtænkt.

Telekonverter eller separat 400–800mm?

Sony 100–400mm er kompatibelt med både 1,4×- og 2×-telekonverter.

Med 1,4×-konverteren bliver området 140–560mm med maksimal blænde omkring f/6,3. Med 2× får man 200–800mm og f/9.

For den, der vil rejse med et enkelt teleobjektiv, er især 1,4×-konverteren en interessant løsning. Den giver ekstra rækkevidde, uden at man behøver at bære endnu et stort objektiv.

Men en telekonverter indebærer altid kompromiser. Man mister lys, en vis autofokusydelse og potentielt lidt billedkvalitet. Konverteren skal desuden monteres eller demonteres, når situationen ændrer sig.

Hvis man kan bære et separat 400–800mm, er tokameraløsningen hurtigere og mere fleksibel. For en enkelt fotograf, der prioriterer lav vægt, kan derimod 100–400mm sammen med en 1,4×-konverter være et meget attraktivt rejsesystem.

Ergonomi og nærgrænse

Objektivet har de betjeningsknapper, man forventer af et professionelt G Master-objektiv: fokusbegrænser, flere stabiliseringsindstillinger, programmerbare fokusknapper og kontroller, der kan tilpasses fotografens arbejdsgang.

Zoomringen er bred, jævn og let at finde uden at tage øjet fra søgeren. Takket være den interne zoommekanisme føles bevægelsen kontrolleret, og kameraets balance forbliver den samme gennem hele området.

Nærgrænsen varierer fra cirka 0,64 til 1,5 meter afhængigt af brændvidde, med en maksimal forstørrelsesgrad på 0,25×. Det gør ikke objektivet til et makro, men det fungerer godt til større insekter, krybdyr, blomster og detaljer i naturen.

Det brede zoomområde gør det også anvendeligt til komprimerede landskaber og mere abstrakte udsnit. Objektivet behøver derfor ikke kun at fungere som et rent wildlife-tele under en rejse.

Størrelse og rejseegnethed

Med en vægt på cirka 1.840 gram, en længde på omkring 328mm og 95mm filtergevind er objektivet hverken lille eller diskret.

Størrelsen skal dog sættes i forhold til, hvad objektivet tilbyder: intern zoom, konstant f/4,5, hurtig autofokus, optisk stabilisering og meget høj billedkvalitet fra 100 til 400mm.

Sammenlignet med et fast 400mm f/2,8 er det lettere og betydeligt mere fleksibelt. Sammenlignet med forgængeren er det derimod større og tungere.

Den nye version handler altså ikke om maksimal transportabilitet. Den handler om højere ydeevne, bedre lysstyrke ved 400mm og en professionel konstruktion, der stadig er realistisk at bruge håndholdt.

Er 400mm nok til wildlife?

Det afhænger helt af, hvilke motiver man fotograferer.

For større pattedyr, safari, bådfotografering og dyr, der kan komme relativt tæt på, er 100–400mm et meget anvendeligt område. I mange situationer er det mere praktisk end et objektiv, der starter ved 200 eller 400mm.

For små fugle på lang afstand er 400mm derimod ofte for kort, selv på et højopløst kamera med gode muligheder for beskæring.

Et A7R-kamera gør 400mm mere anvendeligt, end det havde været på et kamerahus med lavere opløsning, men beskæring erstatter ikke reel optisk rækkevidde. Afstand, atmosfæriske forstyrrelser og antallet af pixels på motivet sætter stadig tydelige grænser.

Objektivet er derfor ikke det eneste tele, en specialiseret fuglefotograf har brug for. For større wildlife kan det derimod udmærket blive det objektiv, der bruges mest.

Ulemperne

Den mest åbenlyse ulempe er prisen. Dette er et professionelt G Master-objektiv, og Sony tager sig betalt derefter.

Den tidligere 100–400mm f/4,5–5,6 GM er stadig et godt objektiv. Det er lettere, mindre og betydeligt billigere, ikke mindst på brugtmarkedet. For den, der ikke har brug for konstant f/4,5, intern zoom eller den nyeste autofokusydelse, kan forgængeren stadig være et rationelt valg.

Det nye objektiv er også tungt. Den gode balance gør det lettere at bruge, men ændrer ikke på, at 1,84 kilo skal pakkes, bæres og løftes under lange dage.

400mm er heller ikke nok til alle motiver. For små fugle eller dyr på store afstande kræves ofte en telekonverter, kraftigere beskæring eller et separat længere objektiv.

F/4,5 er godt for en zoom med dette område, men kan ikke erstatte f/2,8 i rigtig svagt lys.

Hvem passer objektivet til?

Sony 100–400mm F4.5 GM OSS passer særligt godt til:

• Wildlife-fotografer, der primært arbejder med større pattedyr.
• Safari og bådfotografering, hvor afstanden hurtigt ændrer sig.
• Fotografer, der vil kombinere miljøbilleder og tætte portrætter uden objektivskift.
• Sportsfotografer, der har brug for hurtig autofokus og stor fleksibilitet.
• Brugere af højopløste A7R-huse, der ønsker god beskæringsmargin.
• Professionelle brugere, der prioriterer intern zoom, driftssikkerhed og konsekvent balance.
• Fotografer, der vil kombinere objektivet med et 400–800mm eller en telekonverter.

Det er mindre oplagt for den, der næsten udelukkende fotograferer småfugle på lang afstand. Der er et 400–800mm, 200–600mm eller fast supertele stadig et mere naturligt førstevalg.

Konklusion

Sony FE 100–400mm F4.5 GM OSS er et meget imponerende wildlife-objektiv.

Det kombinerer et exceptionelt anvendeligt zoomområde med høj skarphed, hurtig autofokus, konstant f/4,5 og en velbalanceret konstruktion, der fungerer betydeligt bedre håndholdt, end størrelsen og vægten først antyder.

Under fotograferingen i Pantanal blev det tydeligt, hvor værdifuldt det er at kunne gå fra 100 til 400mm på få sekunder. Objektivet håndterer alt fra dyr i deres miljø til tætte portrætter og mere fjerne motiver, uden at fotografen behøver at skifte objektiv eller risikere at have for meget brændvidde, når dyret kommer tæt på.

Sammen med et 400–800mm på et andet kamerahus skabes et næsten ubrudt system fra 100 til 800mm. Suppleret med et 70–200mm f/2,8 til svagt lys får man en meget komplet opsætning, der er betydeligt mere fleksibel end en samling store faste supertele.

Man ofrer lidt maksimal lysstyrke og den ekstreme motivadskillelse, som et 400mm f/2,8 kan give. Til gengæld får man et system, der er lettere at rejse med, hurtigere at arbejde med og bedre tilpasset situationer, hvor afstanden til motivet ændrer sig hurtigt.

Sony 100–400mm F4.5 GM OSS er måske ikke det eneste wildlife-objektiv, man har brug for. Men det kan udmærket være objektivet, der løser flest virkelige situationer.

Det er dyrt, stort og stadig relativt tungt. Men det er også skarpt, hurtigt, velbalanceret og exceptionelt anvendeligt.

Sony har ikke bygget objektivet med længst rækkevidde eller størst blænde. De har bygget et objektiv, der hjælper fotografen med at få flere anvendelige billeder i flere situationer.

For større wildlife, safari og fotografering fra båd er det svært at bede om meget mere.