Gribbefest

Det er stadig køligt, højst nogle få plusgrader selvom det er i anden halvdel af april. På lidt over to tusind meters højde i de sydlige Pyrenæer varmes luften først når solen har været oppe nogle timer. Et par gåsegribbe har sejlet forbi på lang afstand da pludselig en skæggrif majestætisk glideflyver over dalen nedenfor. Den sænker sig og lander værdigt på en klippeafsats. Det ser næsten ud som om den beundrer det storslåede landskab. En anden skæggrif glider forbi og går derefter ned til landing præcis bag den første skæggrifs siddeplads. En boplads på bjergskråningen lidt længere væk må være forklaringen.

Der findes 23 gribbearter i verden. De fire arter som yngler i Europa, i Sydeuropa nærmere bestemt, er skæggrif, gåsegrif, grågrif og munkeegrif. Disse arter finder vi også i andre verdensdele, selvom skæggribbene i for eksempel Etiopien synes mindre end de skæggribbe som er stationære i Spanien. Måske er størrelsesforskellen bare en følge af klimaet, i Pyrenæerne ligesom i Alperne og det nordlige Grækenland er vintrene koldere end i Afrika og dyr har tendens til at være større hvor klimaet er koldere.

Gribbe er i første række ådselsædere selvom nogle som arbejdede med et gribbeprojekt i Spanien fortalte mig at der fandtes et par gåsegribindivider som var begyndt at dræbe dyr. Men så handlede det kun om syge og svage individer eller unger. Men generelt holder gribbe rent i naturen. De mindsker smittespredningen ved at spise alle slags kadavere.

I hele verden anslås det at der findes færre end fem tusind grårgribbe, hvilket gør arten til en af de truede gribbe. Grårgribben er i de senere år blevet genintroduceret i det nordlige Spanien, nu til dags kan man få øje på den ved en af de "gribberestauranter" som tilbyder giftfri, veterinærinspiceret føde til truede gribbearter. Det her er noget som også har gavnet grågribben og den stærkt truede munkegrif.

Grågribben er en stærkling som når den lander ved restauranterne får selv de talløse gåsegribbe til at blive lidt forsigtige.

At spise kadavere er en smudsig beskæftigelse. Derfor har de fleste gribbearter mere eller mindre nøgne hoveder og halse. Skæggribben adskiller sig på flere måder fra de andre europæiske gribbe. For det første er den fjerklædt på både hals og hoved, desuden har den et lille hængende overskæg som hænger ned fra næbbet.

Men frem for alt adskiller den sig hvad angår kosten. Skæggribben kommer ofte til "restauranterne" når de andre gribbe er færdige med at spise og kødet er gået til. Tilbage ligger kun benresterne, som netop er skæggrippens specialitet. Den vil have fat i den næringsrige benmarv som findes inde i benene. For at komme til benmarven har den en særlig fremgangsmåde. Hvis den ikke sluger bendelene hele – her kan man med rette tale om "stålmaver" – kan den banke benbitterne mod sten eller endnu mere raffineret: den tager benbitterne med sig op i luften og fra 40-50 meters højde slipper den derefter benene så de knuses i småbidder mod klipperne.

Mange gribbe yngler i kolonier men skæggribben er ligesom munkegribben og grågribben mere solitær. En skæggrif kan på en blæsende dag glideflyve op til halvfjerds mil. Skæggrippeparrets territorie er omfattende, og der er ofte mindst en mil mellem bopladserne. Skæggribben er ikke akut truet hvis man ser på hele verden. I 2004 vurderede BirdLife International verdenspopulationen til mellem et par tusind og ti tusind fugle.

Men i Europa er skæggribben en af de mest truede arter efter for et par hundrede år siden at have været ret almindelig. Da EU for nogle år siden forbød bønderne at efterlade selvdøde dyr i naturen mistede gribbene en vigtig fødekilde. Gribberestauranterne blev alt vigtigere.

Ligesom andre gribbe blev både munkegribben og skæggribben hårdt ramt af den veterinære brug af diklofenak i Indien, hvor brugen af dette smertestillende middel for tyve år siden blev forbudt til anvendelse på kvæg. Da nu lokale spanske og italienske myndigheder har tilladt diklofenak til anvendelse på kvæg er trusselsbilledet blevet kompliceret hvad angår de allerede truede skæg-, munke- og grågribbe i Sydeuropa.

I Sverige har vi fire spillearter, tjur, urhane, dobbeltbekkasin og brushane. I Sydeuropa og især i Spanien finder vi også lille trappe, en art hvis spillepladser er truede. For mange fugleelskere har det været en drøm at få fotograferet lille trappe-hanerne, som under spillet laver spektakulære hop. Spilleperioden er kort, fra begyndelsen af april og en uge ind i maj. Og vi kører hertil i spilleperioden.

Lille trappe-hanen er under spillet betydeligt mindre sky end vores tjur. Lille trappe-hunnerne er dog endnu mere sky end vores tjurhunner. Så selve parringen sker i det høje græs, vel skjult for nysgerrige.

Hannernes spilleopvisning består i en flagren med vingerne, efterfulgt af en stampen i jorden som minder om en lille flamencidans som stiger i tempo før selve dansehoppet udføres.

Da Brutus i 2014 besøgte markerne uden for Montgai var der specielt en lille trappe-han som adskilte sig fra de øvrige hanner på de åbne marker uden for landsbyen Montgai i Katalonien i det nordøstlige Spanien. Denne han var på spillepladsen langt før solen gik op, og langt før de andre hanner viste sig. Vingeflagren og stampen begyndte i natemørket da det eneste som lyste op på markerne var enkelte billygter. Han spillede til det næsten var frokosttid. De andre hanner viste sig sjældent før daggry.

Billeder udover billedet af skjulet © Brutus Östling

Fire skjuldage med fotografering af skæggribbe, grågribbe, gåsegribbe og munkegribbe, samtlige europæiske arter.

Brutus har været nede i området omkring Pyrenæerne en række gange siden 2008. Fotograferingen sker fra skjul med de bedste baggrunde og sikreste besøg af den spektakulære skæggrif men også grågrib og munkegrib.

Grårgribben er ved at blive genintroduceret i det nordlige Spanien, og den ene af dagene begiver vi os til skjulet med de sikreste besøg af denne stærkling.

Gåsegribbene kommer altid og de er mange. Slagsmålene når kødstumperne skal fordeles giver masser af muligheder for actionbilleder.

Lille trappe fotograferer vi fra skjul ved selve spillepladsen. Vi går ud før det første dagslys.

Lille trappe er den mindste af trapperne på den nordlige halvkugle, alligevel er det ikke nogen lille fugl, i længde stor som en fasanhun.

Den holder til helst i uforstyrrede dyrkning- eller ænglandskaber hvor vegetationen er tilstrækkelig høj til at give den beskyttelse under spilletiden.

I Spanien hvor lille trappe har sit stærkeste fæste i Europa anslås antallet af lille trappe-hanner i den seneste trediveårsperiode at være mindsket med 80-90 procent. For størstedelen skyldes minskningen af bestanden at markområder som arten foretrækker (marker som måske ikke har været anset for at være brugbare) nu er taget i brug til andre formål.